Startside -> Min historie
1. Min oplevelse af socialangst
2. Min Angsthistorie (Lang og lidt rodet)
Min oplevelse af angsten
Fik vejrtrækningsproblemer når nogen kom gående imod mig på samme fortov
Spændinger i nakke og skuldre specielt når en bus kørte forbi da jeg følte alle mennesker stirrede
Stærk håndsved som ikke var rart når man skulle give et håndtryk
Troede helt automatisk at andre ikke ville syntes om mig eller de ville gøre nar ad mig
Fik ondt i benene når jeg gik langt på grund af spændinger
Afbrudte uddannelser på grund af lavt selvværd og forsøg på at gøre tingene perfekt
Rødmen specielt når smukke kvinder var i nærheden
Bange for at blive spurgt om noget, især hvis det var personligt
Stammede eller hakkede i ordene, hvilket jeg normalt ikke gør
Bange for at blive overfaldet
Bange for at nogen skulle ligge mærke til mig
Skuldre i ørehøjde
Min Angsthistorie (Lang)
Jeg er født i 1973. Min socialfobi begyndte omkring 5-7 års alderen. Da jeg var 5 år begyndte jeg at gå i skole. Omkring 3 skole år var min angst der. Det blev bestemt ikke bedre af at jeg en dag fik en seddel med hjem fra skolen. Der stod at læreren mente at jeg var retarderet! Mine forældre blev vrede og min mor fik et møde med skolen. En psykiater blev kontaktet og jeg gennemgik samtaler og intelligensprøver. Resultateterne var rigtig gode. Psykiateren og mine forældre konfronterede læreren. Det korte af det lange er, at læreren blev fyret. Psykiateren underviste os endog en hel dag, for at vise den lærer, der senere skulle blive fyret, hvor nemt det var at undervise en 3. klasse hvis man viste hvordan. Dette var ca. 1980. Dengang viste man ikke så meget om angst som man ved idag. Der var ikke meget hjælp at hente for et barn da man blot risikerede at få betegnelsen manglende selvtillid.
Vi flyttede til Holstebro i Danmark ca. 1982 - 1983. Det hjalp overhovedet ikke på min socialfobi. Tværtimod. Jeg forstod slet ikke sproget og mine klassekammerater kunne ikke engelsk (som er mit modersmål). Mens de andre fik undervisning i dansk fik jeg undervisning i dansk på begynderniveau. Mens de andre havde matematik fik jeg specialundervisning i matematik, da jeg ikke kunne navnene på talene -endsige regne på niveau med de andre. Til familie fester mødte jeg slægtninge, som var fuldstændige fremmede for mig. De var heller ikke engelsk talende. Det tog mange måneder før jeg kunne gøre mig forståelig på dansk. Også på hjemmefronten var der problemer - Min bror og jeg blev spurgt om vi mente vores forældre skulle skilles. Følte at der ikke var nogen der forstod. Forstod hvor forbandet svært det er at være i et land hvor man ikke kan sproget men også de følelsesmæssige problemer det kan give. Oven i alt dette var der selvfølgelig angsten. Denne periode er den absolut mest ensomme i mit liv.
I 1984 flyttede vi tilbage til udlandet. I første omgang til forstaden Bankstown. Det var nemt at falde til igen og jeg havde det forholdsvis godt i denne periode. Efter 3 måneders tid flyttede vi til en anden storby og jeg fik hurtigt nye venner.
Efter 2 år på Southwood Primary School startede jeg på highschool. Det gik da også fint det første år. På andet år var min angst vendt tilbage og det varede indtil mit sidste år i 1990. De sidste 2 år i highschool fungerede jeg forholdsvis godt. I December 1990 flyttede vi (igen!) tilbage til Danmark. Det var ikke godt da jeg ikke vidste hvad jeg skulle beskæftige mig med til daglig. Arbejdsformidlingen fandt et job til mig på en stor fabrik. At det var en arbejdsplads med mange mennesker hjalp min socialangst til at trives storartet. På dette tidspunkt er jeg 16 år og mener at mine sociale problemer nok bare er generthed. Jeg havde arbejdet i 6 meget lange måneder hvor jeg virkelig mærkede den depressive side af angsten også. Kantinen undgik jeg som pesten. Arbejdet interesserede mig slet ikke. Tiden gik utroligt langsomt. Kollegerne havde jeg ikke overskud til at interessere mig for. Det var som at være på en anden planet. Modløsheden var total. Alle de mennesker som man kendte og som var på sidste år i highschool var 16.000 km væk. Alle mine yndlings teenager ting var væk: Ingen af min yndlings blade, musik, tv-serier, slik, tøj kunne fås i Danmark. Det var som om at jeg ikke rigtigt kunne forholde mig til noget.
1991 - 1992 HG, 1 årig - Havde det rigtigt dårligt. Konstant svedige hænder. Tog for første gang en bus helt alene. Spiste ikke frokost selvom jeg var sulten da det at spise ved andre mennesker udløser angst og en rysten så det så ud som jeg havde parkinsons-syge.
1994 - Computer interessen tilbage. Begyndte at interessere mig for selvudvikling. God periode.
Da 1995 begyndte havde jeg ingen anelse om at året vil være en af de mest banebrydende i mit liv.Uddannet kontorassistent. I foråret var jeg på en uges rejse til Egypten helt alene!. Det gik okay men der blev tilbragt lidt for meget tid på hotelværelse/kahyt. Fik nogle virkeligt gode billeder. Om sommeren flyttede jeg hjemmefra til kollegiet, en måned før jeg skulle starte på HF. God periode med selvtillid.
1998 - 1999 - 2000 - 2001 - 2002 Agorafobi gør min situation værre. Agorafobi er angsten for at forlade eget hjem - især alene. For eksempel skulle jeg nu også tage mig sammen for at tage i supermarkedet for at købe ind. Nogle gange kunne modet svigte og så sagde jeg til mig selv at det gør jeg imorgen. Det var specielt slemt da jeg boede på et kollegieværelse så jeg følte det som et fængsel. Havde svært ved at falde i søvn da jeg var bange for at noget slemt ville ske såsom at jeg ville blive brændt ihjel eller få en blodprop eller at noget slemt kunne ske til en af mine kære. Afbrudte uddannelser i denne periode. Mit liv var gået helt i stå. Havde flækket en tand som jeg gik med smerter i, i ca. 4 måneder inden jeg gik til tandlægen.
2003 - Agorafobi under kontrol. I aktivering.
2004 - Tvunget til at søge arbejde mens jeg absolut ikke var parat til det. Var mange mennesker på aktiveringsstedet. Gik konstant rundt og var rød i hovedet. Engang skulle vi spise sammen og jeg rystede som om at jeg havde parkinsons-syge. Selvfølgelig var der et fjols som lagde mærke til det og som ABSOLUT skulle nævne det. Øv!!
2005 - Juli:
Surfede en dag på nettet og ledte efter nogle oplysninger om depression, som jeg kendte en der havde. Der var et Angst link på siden. Kom ind på Angstforeningens hjemmeside. Læste om socialangst. Kæben ramte gulvet! Det passede på mig fuldstændigt. Det var ovenikøbet skrevet af en psykiater. Socialangst! Hold da kæft! Nu faldt tingene på plads. Meldte mig ind i Angstforeningen. Tog 3-4 måneder at tage mig sammen til at ringe til lægen for at bestille tid.
2005 - Oktober (Endelig behandling!):
Kom i medicinsk behandling. Jeg har nu en bedre livskvalitet end jeg turde håbe på.
2006 - Oktober:
Har nu været i medicinsk behandling med Saroxat/Paroxetin i et år. I starten var der mange fremskridt mens der nu er lidt længere imellem dem. Har nu lært mig selv bedre at kende socialt og fundet ud af at jeg er en OK fyr. Jeg har nu mere tålmodighed til folk som snakker meget. Er også bedre til at få tingene gjort i stedet for at udsætte dem f.eks. at ringe til nogen. Spiser sundere og cykler. Kan nu markere mig socialt og kan tale om mine følelser (selvom jeg er genert - det er måske forskellen på generthed og angst?)
2007 - Oktober:
Afsluttet aktiveringsforløb ved et sted der hedder IT-Lab. Det var lidt vemodigt, da jeg har udviklet mig meget mens jeg var der. På den anden side har jeg fået alt det jeg kunne ud af forløbet. Markant mere selvtillid, som hjælper til at dæmpe angsten gevaldigt. På IT-Lab, er der mennesker, med andre problemer, end bare ledighed. Der er folk med angst, og andre problemer. Aktiveringen er 30 timer om ugen, men man kan for eksempel aftale, at man kun møder om formiddagen, eller kun møder Torsdag og Fredag, hvis man ikke kan overskue, at være der fem dage om ugen. Der er gratis morgenmad og frokost. (Dagen starter med en halv times morgenmad). Der er aktiviteter men de fleste er valgfri, så hvis man f.eks. har en dårlig dag, så kan man sidde ved PC'en. Der er mulighed for at male, lave punge og tasker, bælter, mosaik, tryksager, bogbinding og digital foto + ude af huset aktiviteter. Hvis man har spørgsmål om økonomi, gæld eller skat, er der en revisor, som man kan spørge, og det er helt gratis! På stedet er der også en fyr der er coach, og som er uddannet indenfor NLP. Han lytter gerne til alt du har lyst til at fortælle. Hvis du ikke vil snakke med ham er det også OK. Det koster heller ikke noget at snakke med ham! Jeg har ikke selv snakket med ham, men mange siger enstemmigt at det hjælper dem. Der er en god stemmning på stedet, og alle bliver accepteret i gruppen (15 mennesker) med det samme, uanset om de er meget stille eller ej. Man behøver nemlig ikke at fortælle hvorfor man er der, eller være social. Personalet er meget forstående og til at tale med. Jeg var måske ikke nået så langt i min udvikling, på nuværende tidspunkt, hvis det ikke var for dette vidunderlige sted i Randers by. Ved ikke om der findes steder som dette i andre byer. Det er desværre lukket nu! IT-Lab: www.it-laboratorium.dk
Jeg er nu i praktik ved et sted for ledige som ønsker at være selvstændige. Folk for hjælp med at starte deres egen virksomhed. Min praktik består i at udarbejde undervisningsmateriale og hjælpe med programmerne på PC'erne hvis folk har problemer. Dagene op til at jeg skulle starte var noget nyt for mig: Glædede mig til at jeg skulle begynde men var også nervøs. Kun nervøs. Ikke angst for situationen! Chefen er rar og er selv pårørende til en person med angst. Føler at jeg nu selv har kontrollen med mit liv og angsten bestemmer ikke. Selvfølgelig mærker jeg stadig angsten en gang imellem, men den er dæmpet væsentligt. Praktiken skal vare 3 måneder og det kan jeg godt overskue. Medarbejderne er flinke. Stemningen er okay og jeg har indtryk af at medarbejderne godt kan lide at være der. Sådan en praktik på 3 måneder havde jeg slet ikke kunnet gennemføre for bare 2 år siden.
2008 - Oktober:
Fremgangen fra IT-Lab kunne jeg ikke fastholde. Jeg er på venteliste til et forløb med kognitiv gruppe terapi ved distrikts-psykiatrien / regions-psykiatrien. Glæder mig til det, men frygter det også. Der hvor jeg er i aktivering/parkeret nu har de ikke en skid forstand på socialfobi eller angst i det hele taget. Det har sådan nogle "forbyggelses konsulenter" der ikke engang ved at moderne anti-depressiva også er effektiv anti-angst medicin. "Forbyggelses-konsulenten" sagde at han havde været indenfor psykiatrien. Hvordan kan det så være at jeg ved at kognitiv terapi og moderne anti-depressiva kan bruges til at behandle angst og han ikke vidste en skid? Han var nok receptionist, rengøringsmand eller gartner. Hvad består aktiveringen så i? I praksis sidder vi og surfer på nettet det meste af dagen.
Derfor glæder jeg mig til at begynde i distrikts-psykiatrien, for det kan man bruge til noget. Frygter også distrikts-psykiatrien for hvad kan der ske? Tager stadigvæk SSRI preparatet paroxetin (moderne anti-depressiv). Førtidspension har været nævnt nogle gange. Hvis terapien ikke går godt vil jeg ikke have noget imod førtidspension. Nu må jeg se hvordan det går...
2009 - December:
Kan godt anbefale et teraputisk forløb i psykiatrien. Jeg er blevet bedre til smalltalk og også bedre til at sige folk imod. (Ikke at jeg vil sige at jeg er god til det.) Er i øjeblikket i en praktik på cirka 3½ timer om ugen. En af mine store problemer er stadigvæk at jeg ikke er så god når der stilles krav til mig. Så jeg er efterhånden blevet mere ustabil i den praktik.
Udsigten til "at blive selvforsørgende", som er et begreb man konstant får smidt i hovedet når man er på kontanthjælp, syntes uendeligt langt væk. Nu har jeg været i det forbandede kontanthjælpssystem siden 2002 og det har ikke hjulpet mig en kæft. Hvornår går det op for de fjolser at de ikke skal prædike job til mig? Det er ligesom to systemer der trækker i hver sin retning: Psykiatrien som hjælper og kontanthjælpssystemet som nedbryder.